Skoleleder til Tune Skole

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Tune Skole er en af ni folkeskoler i Greve Kommune. Skolen er en 3-sporet folkeskole med elever fra nærområdet. Skolen står solidt funderet i både værdier og faglighed, og er begunstiget af et personale med både erfaring og kapacitet.

Skolen er i dag placeret på to matrikler, men samles efter sommerferien 2024 på én matrikel. Forude venter en større renovering og ombygning af de eksisterende bygninger.

Fundament og udvikling

Som ny leder skal du møde skolen med respekt for det eksisterende, samtidig med, at du leder efter potentialer for forandring. Skolen har et personale med en god anciennitet, og de er gode at trække på, når der skal laves udvikling og træffes større beslutninger, Så i både sammenlægningen på én matrikel og i skolens generelle udvikling er det en god idé at involvere personalet i de større træk.

Ledelsesteamet på skolen er relativt ny sammensat. De har brug for en skoleleder, der velafbalanceret formår at gå ind i en flad ledelsesstruktur, hvor alles potentialer udnyttes, samtidig med at du som leder af lederteamet både kan og vil sætte retning.

Dialog, involvering, beslutninger

Det er vigtigt for både personale, medledere og forældre, at du er tydelig i dine beslutninger, og hvad der motiverer beslutningerne. Der er behov for, at du er en dygtig kommunikator, både i tale og på skrift. Det gælder både kommunikationen internt på skolen og til eksterne samarbejdspartnere.

I dit ledelsesarbejde formår du at motivere medarbejdere og ledere, og få bragt deres forskellige kompetencer i spil, så al den gode viden, der er på skolen, hele tiden er aktiv. I det daglige er der også en forventning om, at du er synlig på skolen og at det falder dig naturligt at være opsøgende overfor medarbejdere, elever og forældre.

Eksterne samarbejdspartnere

Tune er kendetegnet ved et stærkt og aktivt lokalsamfund, herunder et stort og levende foreningsliv. Du skal formå at indgå i et tillidsfuldt og inddragende samarbejde med de lokale interessenter, for de har meget at byde på.

Fra to matrikler til en

Som en særlig dimension på Tune Skole skal der arbejdes med at samle skolen på én matrikel fra august 2024. Der er i den sammenhæng brug for en leder, der kan holde retning og skabe gejst og trivsel – og kan forestå både den fysiske og kulturelle sammenlægning.

I første omgang sker den fysiske del af sammenlægningen ved at etablere nogle midlertidige bygninger, som skal rumme en del af skolen. I de kommende år skal de eksisterende skolebygninger renoveres og udbygges, og selve arbejdet forventes påbegyndt i 2027. Det er en proces, som er udfordrende, og som kræver både styring og ledelse. Du skal kunne lede både op og ned i systemet, og du skal kunne se dig selv i et tæt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere i byggeprojektet.

Det anbefales, at du besøger skolen og får et indblik i forandringen inden du søger stillingen.

Det personlige

Du er en leder, hvor dialog og relationsdannelse ligger som en del af dit dna. Du skal på en og samme gang have mod til at inddrage samtidig med, at du træffer beslutninger, som er faste og motiverede. Hvis der viser sig behov for at lave en beslutning om, så er du ikke bange for at melde det ud, og vise, at du er blevet klogere undervejs.

Hvis du er naturligt tillidsvækkende, er et afbalanceret menneske med styr på dit etiske kompas, besidder et moderne og rummeligt børnesyn, er pragmatisk og med en kort vej til latter, så er du et godt match til skolen.

Administrativ ledelse

Du skal have erfaring med den driftsmæssige del af ledelsesopgaven. Tune Skole har brug for en skoleleder, der har ”styr på forretningen” og som ved, hvordan en skoles økonomi er sammensat, og hvordan den skal styres. Det betyder ikke, at du skal være en haj ned i den enkelte celle i et regneark, men du skal have styr på de store linjer i den administrative ledelse.

Din baggrund

Vi forventer at du er en erfaren leder fra folkeskolen, der har lyst til at være en aktiv del af skolens hverdag, og kan bidrage til at sikre et fagligt, pædagogisk og didaktisk stærkt miljø. Du har din lederuddannelse på plads, eller ønsker at gennemføre den på minimum diplomniveau.

Skolevæsenet i Greve

Tune Skole er sammen med de øvrige skoler i Greve Kommune optaget af i fællesskab at udvikle det samlede skolevæsen med respekt for den enkelte skoles særkende og skolelederens selvstændige ledelsesrum. I den kommende tid skal der arbejdes med at implementere en netop vedtaget Børne- og Ungepolitik, samt en større forandring af det specialpædagogiske område.

Opsummering

For at blive en succes i jobbet, tror vi på at du:

  • Forankrer Tune Skole på én matrikel
  • Sikrer et godt samarbejde med lokale foreninger og interessenter
  • Højner trivslen – både fagligt og personligt – for eleverne
  • Sikrer en høj medarbejdertilfredshed blandt alle skolens personaler
Proces

Stillingen ønskes besat pr. 1.3.2024.

Ansættelsesudvalget er bredt sammensat af medarbejdere fra både undervisning og fritid, ledere og sekretær på skolen, forældrevalgte skolebestyrelsesmedlemmer og en skolelederkollega. Souschefen i Center for Dagtilbud & Skoler er personaleansvarlig for skolelederne, og er formand for ansættelsesudvalget.

Der vil være to runder samtaler. 1. runde finder sted d. 17.1.2023 og 2. runde er d. 24.1.2023.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte souschef i Center for Dagtilbud og Skoler Mette Harder, telefon 40 31 05 85. Ønsker du at besøge skolen skal du kontakte viceskoleleder Claus Ankjær Pedersen, telefon 20 65 97 74.

Løn og ansættelse sker efter gældende regler, og fastsættes efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Der er ansøgningsfrist d. 7.1.2023 kl. 23.59.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Greve Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Center for Dagtilbud og Skoler, Rådhusholmen, 2670 Greve

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5952143

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet