Højere støjvolde og lavere hastighed på motorvejen

dato

Højere og bedre støjvolde samt lavere hastighed på motorvejen, vil betyde, at borgerne i Greve Kommune kan få mere ro og mindre støj. Derfor prioriterer Greve Kommune præcis de to indsatser. Det fremgår af en status for opfølgning af Greve Kommunes støjhandlingsplan, som blev drøftet på seneste byrådsmøde.

Greve Kommune har sat kampen mod støj højt på dagsordenen. Plan- og Tryghedsudvalget, med Marc Genning som formand, har haft støjhandleplanen som arbejdsområde og understreger, at støjen har høj prioritet. Kommunen har blandt andet meldt sig ind i Silent City, hvor de sammen med andre kommuner langs Køge Bugt-motorvejen arbejder for at få sat hastigheden ned. Derudover er de i dialog med Vejdirektoratet for at sikre sammenhæng mellem statens planer for støjskærme og kommunens planer om højere støjvolde langs motorvejen.

Formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Hans-Jørgen Kirstein, har også fokus på arbejdet mod støj. Kommunen har afsat en kvart million kroner til en forundersøgelse af højere støjvolde. Disse midler er klar, og kommunen vil i dialog med Vejdirektoratet sikre, at forundersøgelsen tænkes sammen med deres arbejde med at nedbringe støjen fra motorvejen.

Arbejdet mod støj har været i gang i flere år. Byrådet nedsatte først et Støjråd med lokale politikere, borgere og eksperter i støj. Rådet lavede et forslag til støjhandlingsplan med en række anbefalinger, som byrådet vedtog i december 2023. Allerede i januar meldte Greve Kommune sig ind i samarbejdet Silent City, hvor 16 kommuner og Region Hovedstaden arbejder sammen for at få hastigheden på motorvejen sat ned og i det hele taget få politisk fokus på behovet for at bekæmpe trafikstøj.

I april mødtes Greve Kommune og Vejdirektoratet første gang for at drøfte kommunens støjhandlingsplan. De drøftede blandt andet mulighederne for at tænke statens støjhandlingsplan, der fokuserer på støjskærme, sammen med kommunens planer om forhøjelse af de eksisterende støjvolde. I juli kom Vejdirektoratets støjhandlingsplan, hvor tre projekter i Greve Kommune er blandt de projekter, som kæmper om at være med i statens endelige prioritering af indsatsen mod støj de kommende år.


https://greve.dk/nyheder/2024/hoejere-stoejvolde-og-lavere-hastighed-paa-motorvejen
Kilde: Greve Kommune