Ny sansehave ved Greve Borgerhus

dato

Politikerne i Greve Kommune har på seneste byrådsmøde godkendt, at Frivilligcenter Greve kan lave en sansehave på plænen ved Greve Borgerhus. Sansehaven skal ikke kun forskønne området, men også bidrage til den grønne omstilling, styrke kendskabet til naturen og skabe fællesskaber med naturen som omdrejningspunkt.

Projektet er støttet af Nordea-fonden med knap en million kroner, og Frivilligcenter Greve står selv for etablering og vedligeholdelse sammen med foreninger, frivillige og andre, der har lyst til at være med.

Byrådet er glade for at støtte Frivilligcenter Greves gode initiativ om at skabe en ny grøn oase for alle i Greve Kommune. Byrådet har en vision om, at velfærden skabes i fællesskab, og her er frivilligcentret en uvurderlig medspiller. Kommunen ser frem til at få et nyt grønt samlingssted.

Den nye sansehave skal blandt andet indeholde en sti, urtehave, blomstereng, højbede og overdækket opholdssted. Derudover skal der være plads til rekreativt ophold og aktiviteter.

Sansehaven står efter planen færdig om to år i august 2026.


https://greve.dk/nyheder/2024/ny-sansehave-ved-greve-borgerhus
Kilde: Greve Kommune