Velfærdsborgersamling: Vi kan ikke få det hele

Foto: Greve Kommune.
dato

Greve Kommunes nye velfærdsborgersamling mødtes onsdag aften for at diskutere og forstå velfærdens udfordringer i kommunen.

Onsdag aften mødtes deltagerne i Greve Kommunes nye velfærdsborgersamling i gymnasiets store plenumsal. De 36 udvalgte borgere i borgersamlingen skulle i gang med at lære hinanden at kende, og så skulle de i gang med deres særlige opgave: 

Deltagerne skal sætte sig grundigt ind i, hvad velfærd er i Greve Kommune, og de skal forholde sig til det, der presser velfærden. Og sammen skal de komme frem til anbefalinger og prioriteringer, som de skal præsentere for byrådet om nogle måneder. 

Del jeres erfaringer 
Marc Genning, formand for Plan- og Tryghedsudvalget, bød velkommen på byrådets vegne, og han understregede, at byrådet ser frem til at høre borgersamlingens anbefalinger: 

”Vi vil tage jeres overvejelser meget alvorligt, og derfor vil jeg opfordre jer til at dele jeres erfaringer og synspunkter åbent og ærligt under samlingerne,” sagde han. 

Efter velkomsten forlod han og resten af byrådet plenumsalen, for at deltagerne kunne tale frit.

Ingen lette løsninger 
Det første møde blev til fire timers intensive samtaler og oplæg, hvor de 36 borgere blev præsenteret for nogle af de dilemmaer og pres, der er, når politikerne skal prioritere, hvad kommunen skal bruge penge på. I grupperne var der livlig diskussion, for det blev hurtigt klart, at der ikke er nogen lette løsninger. Der er udfordringer, dilemmaer og svære prioriteringer. 

”Det her er en svær opgave. Hvad mon politikerne ønsker fra os?” sagde en af deltagerne i en samtalerunde.

En kritisk ven 
Og eftersom aftenens drøftelser var uden politikere, blev det i stedet nogle af de inviterede eksperter, som kom med deres bud: 

Og her var svaret blandt andet, at velfærdsborgersamlingen skal være byrådets gode, men kritiske ven og stille de svære spørgsmål: 

”Det nytter ikke at presse politikerne til at love mere, end kommunen kan holde. Vi kan enten få det ene eller det andet. Vi kan ikke få det hele, ”, sagde eksperten Susanne Ekmann, der forsker i velfærd. 

Borgerne kan skabe velfærd 
Og så kan velfærdsborgersamlingen også pege på nye ressourcer andre steder end hos kommunen – nemlig hos borgerne selv. 

”Velfærd er både noget kommunen leverer, og så er den noget, som bliver skabt blandt borgerne. Jeg tror, at I skal bruge begge dele i jeres arbejde”, sagde en anden eksperter Klaus Majgaard, der er konsulent og tidligere kommunaldirektør. 

Åbent møde for alle borgere 
I de kommende måneder vil borgersamlingen mødes flere gange, og de vil også undervejs mødes med politikerne. Borgersamlingen skal til sidst aflevere en række anbefalinger til byrådet, som handler om kommunens velfærd. 

Det er muligt for alle borgere og interesserede at blande sig i samtalen, når velfærdsborgersamlingen inviterer til et åbent møde den 3. april kl. 18.30-20.00 i Plenumsalen i Greve Gymnasium. 

Velfærdsborgersamlingen bliver afholdt af Greve Kommune i samarbejde med We Do Democracy og Komponent. 


https://greve.dk/nyheder/2024/velfaerdsborgersamling-vi-kan-ikke-faa-det-hele
Kilde: Greve Kommune